Mand fra Sønderborg dømt for besiddelse af narko og våben<br><br>
En 29-årig mand fra Sønderborg blev torsdag idømt otte års ubetinget fængsel ved Retten i Sønderborg. Retten dømte ham for besiddelse af blandt andet 1.3 kilo heroin og tre skarpladte pistoler.
”Jeg er tilfreds med dommen. Den viser, at vi som samfund tager skarp afstand fra besiddelse af narkotika og skydevåben. Anklagemyndigheden påstod otte års ubetinget fængsel, hvilket Retten i Sønderborg fulgte. De lagde i strafudmålingen blandt andet vægt på, at der var tale om en særdeles organiseret besiddelse med henblik på videreoverdragelse af stofferne,” siger anklagerfuldmægtig Niklas Sindberg
Den 29-årige mand blev anholdt den 30. januar i Sønderborg, hvor politiet ved ransagning fandt både narkotika og våben. Manden har siden anholdelsen siddet varetægtsfængslet.
Der var tale om en tilståelsessag.