34-årig mand er fængslet efter at have snydt sig til smykker og betalingskort

dato

Torsdag blev en 34-årig mand idømt syv måneders fængsel for flere bedragerier. Det ene er foregået i Sønderborg.<br><br>​

Retten i Kolding idømte torsdag en 34-årig mand fra Vejle en straksdom på syv måneders fængsel.

 

Manden, der blev anholdt i onsdags, blev kendt skyldig i at stå bag syv forskellige kontaktbedragerier eller forsøg på bedragerier i perioden fra den 12. juni 2025 til den 25. juni 2025. Forholdene blev begået i Sønderborg, Vejle, Fredericia, Børkop og Kolding.

 

Syd- og Sønderjyllands Politi har samarbejdet med Sydøstjyllands Politi i sagen, som på baggrund af efterforskning ledte til anholdelse af den 34-årige mand.

 

Bedrageriet i Sønderborg skete i onsdags, hvor en 74-årig kvinde blev franarret smykker samt betalingskort. Fra hendes konto blev der efterfølgende hævet et kontantbeløb. De stjålne smykker fra bedrageriet i Sønderborg var blandt de koster, som Sydøstjyllands Politi fandt i den nu dømtes bil.

 

I alle syv tilfælde af bedrageri, som den 34-årige er dømt skyldig i, blev ofrene ringet op af en person, som i strid med sandheden udgav sig for at arbejde for deres bank. For at forhindre, at deres bankkonti blev misbrugt, blev de anmodet om at udlevere deres betalingskort og pinkode samt i nogle tilfælde også smykker. Herefter dukkede den dømte op på ofrenes adresser og fik udleveret kort og pinkoder, inden han derefter hævede penge i forskellige hæveautomater. I et par af tilfældene fattede ofrene mistanke til, at der var tale om svindel. og de udleverede derfor ikke deres betalingskort og pinkoder til manden.

 

”Svindlerne er meget professionelle. De er dygtige til at læse situationer og overbevise borgeren, og derfor kan det være svært at gennemskue. Vi opfordrer til, at man er skeptisk og aldrig udleverer betalingskort eller koder til andre. Det vil banken aldrig bede om. Derudover gør vi, hvad vi kan i politiet for at opklare sagerne, og det er glædeligt, at vi i dette tilfælde kan levere de stjålne smykker tilbage til kvinden i Sønderborg,” siger politikommissær Martin Hess Pedersen, Syd- & Sønderjyllands Politi.

 

Den 34-årige mand blev fængslet efter dom.

Data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Syd- og Sønderjyllands Politi.
Kilde: Syd- og Sønderjyllands Politi