Retten i Sønderborg har lagt vægt på den lange gerningsperiode, at den 39-årige har isoleret kvinderne, og at kvinderne har været udsat for omfattende social kontrol og overgreb.
En 39-årig mand fra Tønder blev tirsdag ved Retten i Sønderborg idømt fem års fængsel for omfattende overgreb mod to kvinder, som han var kæreste med.
Den 39-årige blev desuden dømt til at betale 350.000 kroner i erstatning til de to kvinder.
En i dag 27-årig kvinde blev i perioden fra juli 2018 til februar 2022 udsat for voldtægt, voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje, vold, psykisk vold og vidnetrusler, mens en i dag 23-årig kvinde i perioderne fra januar til august 2023 og fra november 2024 til april 2025 blev udsat for voldtægt, voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje samt psykisk vold.
Retten har lagt vægt på den lange gerningsperiode, at den 39-årige har isoleret kvinderne, og at kvinderne har været udsat for omfattende social kontrol og overgreb. Retten har i denne sammenhæng også lagt vægt på lighederne i overgrebene begået mod de to kvinder.
Tilfreds med dommen
Anklagerfuldmægtig Thomas Bøjgaard fra Anklagemyndigheden i Syd- & Sønderjylland er tilfreds med rettens dom, der afspejler forholdenes grovhed og den langvarige periode, de seksuelle overgreb har strakt sig over.
”Retten har med dommen i det store hele lagt de forurettedes forklaringer til grund og dermed fundet forklaringerne troværdige. Der er ingen tvivl om, at det, kvinderne har levet under, har været voldsomt krænkende, og det synes jeg, at straffen afspejler,” siger han.
Den 39-årige mand blev fængslet efter dommen. Han har anket dommen og kæret fængslingen til landsretten.