Manden er senest set i slutningen af juni. Politiet beder borgerne om at tjekke skure, udhuse og baggårde i Sønderborg.
Den 58-årige Claus Henrik Dethlefsen, som er bosat i Sønderborg, savnes fortsat. Syd- & Sønderjyllands Politi har søgt efter manden siden anmeldelsen og har blandt andet søgt med tjenestehunde, men uden resultat.
Syd- & Sønderjyllands Politi modtog anmeldelsen den 25. juni, hvorefter han har været efterlyst i politiets systemer, ligesom politiet har efterforsket sagen for at finde frem til, hvor han befinder sig.
Det er vigtigt at finde Claus Henrik Dethlefsen, da hans tilstand kan være dårlig.
”Vi har bedt om borgernes hjælp til at finde den savnede Claus Henrik Dethlefsen før, og nu gør vi det igen. Vi har brug for al den videoovervågning, der måtte være i et bestemt område af Sønderborg. Vi er interesseret i det trekantede område af Sønderborgs midtby, som er omkranset af Perlegade mod vest, Voldgade mod Syd og Kongevej mod Øst. Derudover er vi interesseret i området omkring Mølleparken og Kærvej Stadion. Vi har allerede undersøgt en del videomateriale, men vi håber, at borgerne vil tjekke endnu en gang,” siger politikommissær Henrik Berg, Syd- & Sønderjyllands Politi.
Hvis en borger i det beskrevne område har videoovervågning, beder Syd- & Sønderjyllands Politi om, at borgeren gennemgår videoen for at se, om Claus Henrik Dethlefsen kan ses på overvågningen. Der er tale om overvågning fra perioden mellem den 20. juni og den 25. juni.
Derudover beder politiet borgerne om at kigge efter den savnede 58-årige mand i deres baggårde, i skure, legehuse og ved sommerhuse.
Claus Henrik Dethlefsen beskrives som:
58 år
Cirka 175 cm
Meget spinkel af bygning
Mørkblondt og delvist gråt hår
Muligvis skægstubbe
Hvis man har fundet relevant videoovervågning eller har andre oplysninger til sagen, bedes man ringe til Politiets Servicecenter på tlf. 1-1-4.
Billedtekster: Den 58-årige Claus Henrik Dethlefsen er fortsat savnet. Privatfoto