Anklagemyndigheden har rejst tiltale i sag om svig mod Forsvarets Materiel- og Indkøbsstyrelse

dato

To personer er tiltalt for sammenlagt 12 forhold af mandatsvig, forsøg på mandatsvig og dokumentfalsk.

Anklagemyndigheden ved Syd- & Sønderjyllands Politi har rejst tiltale mod en 40-årig kvinde og en 61-årig mand for flere forhold af mandatsvig begået i 2022 mod Forsvarets Materiel- og Indkøbsstyrelse. Den 40-årige kvinde er derudover tiltalt for to forhold af forsøg på mandatsvig og et forhold af dokumentfalsk, som blev forhindret. 

De to tiltalte har været henholdsvis afdelingsleder i Forsvarets Materiel- og Indkøbsstyrelse og direktør i et transportfirma, som materiel- og indkøbsstyrelsen benyttede. 

De 10 forhold af mandatsvig af særlig grov beskaffenhed, som de to personer er tiltalt for at have begået i forening, handler om betaling til firmaet, hvori den mandlige tiltalte var direktør. Det var betalinger for transportopgaver, der ikke skulle udføres, samt betaling af overpris til transportfirmaet for transport- og opbevaringsopgaver. 

Anklagemyndigheden nedlægger påstand om konfiskation af udbytte for i alt 1.262.214 kroner hos transportfirmaet. 

”Vi har rejst tiltale i sagen efter en grundig og objektiv vurdering af sagens samlede materiale fra politiets efterforskning af sagen. Det er på den baggrund vores vurdering, at der er tilstrækkelige beviser til domfældelse i sagen, men det vil naturligvis være op til retten at træffe afgørelsen,” siger anklager Bertram Ditlev, anklagemyndigheden ved Syd- & Sønderjyllands Politi. 

Sagen forventes at blive behandlet som en domsmandssag ved Retten i Sønderborg og afventer nu berammelse.  
Data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Syd- og Sønderjyllands Politi.
Kilde: Syd- og Sønderjyllands Politi
Mest læste artikler