Boligministeriet har godkendt udviklingsplanen for Nørager og Søstjernevej m.fl.

Profilbillede
dato

Udviklingsplanen for boligområdet Nørager og Søstjernevej m.fl. er nu på plads efter en godkendelse fra Indenrigs- og Boligministeriet. Dermed er startskuddet til at omdanne boligområdet på plads efter udpegningen som hård ghetto i december 2020. Omdannelsen af hele boligområdet er afsluttet i 2028. 

I 2028 er boligområdet Nørager og Søstjernevej m.fl. forandret. Det er konsekvensen af, at Indenrigs- og Boligministeriet netop har godkendt udviklingsplanen for boligområdet, som Sønderborg Kommune og Sønderborg Andelsboligforening har udarbejdet. Udviklingsplanen beskriver processen for at nå i mål, og forandringerne vil primært ske i Nørager. Her ombygges otte blokke til 48 almene rækkehuse, og samtidig rives to blokke ned for at give plads til 30 private rækkehuse.

Baggrunden for udviklingsplanen er, at boligområdet Nørager og Søstjernevej m.fl. i december 2020 blev udpeget som en hård ghetto. Derfor skal der laves en udviklingsplan for boligområdet, der beskriver, hvordan andelen af almene familieboliger reduceres senest inden 1. januar 2030.

"Jeg er meget tilfreds med, at vi så hurtigt har fået en godkendelse af udviklingsplanen, så vi – altså Sønderborg Kommune og Sønderborg Andelsboligforening – kan trække i arbejdstøjet og komme i gang. Vi ved i Byrådet, der i enighed har godkendt udviklingsplanen for Nørager og Søstjernevej m.fl., at kommunen bliver dybt involveret i projektet de kommende syv-otte år. Vi skal blandt andet være med at udvikle det omkringliggende byområde ved at sikre bedre adgangsveje til skole, dagligvarer, kultur- og fritidstilbud mv., så området kommer til at hænge endnu mere sammen med resten af Sønderborg by", siger borgmester Erik Lauritzen.  

Han tilføjer, at han samtidig er glad for, at der er blevet lyttet til kommunens argumenter i processen, der gør, at der kan opretholdes 60 pct. af de almene familieboliger i området.

Udviklingsplanen beskriver den fysiske omdannelse af boligområdet, som medfører:

  • Ommærkning af 18 etværelseslejligheder til ungdomsboliger på Søstjernevej og Søgræsvej
  • Omdannelse af otte blokke i Nørager til 48 almene rækkehuse
  • Nedrivning af to blokke i Nørager og fortætning med 30 private rækkehuse
  • Sammenhængende forbindelser og infrastruktur i området

Hos Sønderborg Andelsboligforening er man også meget tilfreds med, at udviklingsplanen er på plads.

"Det giver ro, at vi nu har den plan, som vi skal styre processen efter. Det skaber gennemsigtighed for beboerne, at de nu – efter en omtumlet periode med megen usikkerhed – kan få overblik over, hvad der i hovedtræk skal ske hvornår og hvordan. Det vil give dem lidt mere tryghed og fornemmelse, at de nu ved, hvordan boligområdet vil forandre sig. Det vil også være en hjælp i forhold til processen med at få mange af beboerne genhuset de kommende år. Så vi glæder os til det videre samarbejde med Sønderborg Kommune om fortsat at inddrage beboerne i udviklingsplanen", siger formanden for hovedbestyrelsen, Vivian Engelbredt.  

I forbindelse med omdannelsen af boligområdet er der igangsat et arbejde på at indgå en fælles og forpligtende genhusningsaftale med alle boligorganisationerne i Sønderborg Kommune, så der ikke skabes nye udsatte boligområder i Sønderborg Kommune.

Kilde: Redaktionen