Fællesskab og kegler i centrum, når Fidelitas inviterer til fællesspisning

Foto. Dansk Kegle Forbund
dato

Kegleklubben Fidelitas i Sønderborg deltager i landsdækkende kampagne mod ensomhed og åbner dørene for nye fællesskaber i uge 45.

Når kampagnen ”Danmark Spiser Sammen” løber af stablen i uge 45, er det ikke kun spisebordene, men også keglebanerne, der bliver samlingspunkt for fællesskab i Sønderborg.

Her inviterer Kegleklubben Fidelitas til fællesspisning, hygge og mulighed for at prøve kræfter med keglesporten – alt sammen som en del af Folkebevægelsen mod Ensomheds landsdækkende initiativ.

”Vi glæder os til at gøre noget godt for fællesskabet – både i og uden for klubben,” fortæller Anja Haulrich fra klubben, som står i spidsen for arrangementet.

To arrangementer på én dag

Klubben planlægger et todelt arrangement onsdag den 5. november: først et eftermiddagsarrangement klokken 15-17 gratis med kaffe og kage, og senere en gratis fællesspisning med gryderet for dem, der kigger forbi efter arbejde.

Begge arrangementer holdes på en træningsdag i hallen, så gæsterne også får mulighed for at prøve at spille kegler.

”Vi håber, nogle får lyst til at tage et par kugler og mærke, hvad det handler om. Mange opdager jo først, hvor sjovt det er, når de har prøvet det,” fortæller Anja til Dansk Kegle Forbunds hjemmeside.

”Vi glæder os til at åbne dørene og vise, at kegler handler om mere end bare spillet – det handler om fællesskab, grin og gode oplevelser,” siger hun.

”Man får så meget tilbage ved at åbne dørene. Det handler bare om at skabe rum for fællesskab – og det er jo netop det, vi som kegleklub kan.”

Kig forbi kegleklubben Fidelitas, Damgade 110, 6400 Sønderborg, onsdag den 5. november klokken 15-17 eller 18-20 og nyd et lækkert, gratis måltid. Læs mere - og tilmeld dig arrangementet her: https://shorturl.at/d0bxG

Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.