BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Vores teamleder har fået en ny spændende stilling i organisationen og derfor søger vi dig!
Har du lyst til at være med til at fortsætte vores udvikling af ungeområdet og kan du sætte retningen for teamets dygtige medarbejdere?
I Jobcenter Sønderborg vil vi være Danmarks bedste jobcenter. Vi har brug for dig, som tror på at du med din ledelse kan være med til at nå det mål.
Hvem er vi?
I Jobcenter Sønderborg varetager vi beskæftigelses- og integrationsindsatsen i Sønderborg Kommune. Vi arbejder kontinuerligt med at udvikle og styrke samarbejdet på tværs af sektorer og opbygge stærke relationer med lokale samarbejdspartnere, fx erhvervslivet.
Ungeteamet er forankret i forvaltning Økonomi og Arbejdsmarked, i afdelingen Job og Uddannelse. Vi varetager beskæftigelsesindsatsen for unge ledige mellem 18 og 29 år i Sønderborg Kommune. Vi har fokus på at udvikle en tværfaglig og sammenhængende indsats, som skaber bevægelse hos den unge, og øger den unges tilknytning til uddannelse eller arbejdsmarkedet.
Målgruppen, vi samarbejder med, er unge der er visiteret åbenlyst uddannelsesparate, uddannelsesparate, aktivitetsparate eller ressourceforløb.
Vi har et tæt samarbejde med vores kollegaer på tværs af vores kommune, og vi er en del af den kommunale ungeindsats – KUI.
Dine opgaver
Som teamleder for Ungeteamet skal du varetage den daglige ledelse af 25 kompetente medarbejdere bestående af jobrådgivere, jobformidlere, inklusionskoordinator, fastholdelseskoordinator og fastholdelsesmentor, i et tæt samarbejde med vores faglige koordinator. Medarbejderne er organiseret i selvstyrende teams, hvor de faglige beslutninger er uddelegeret og medarbejderne er fælles om opgaveløsningen. I foråret 2023 rullede vi vores nye organisering med selvstyrende teams ud, på tværs af hele organisationen. Samarbejdet i de selvstyrende teams skal fremme vores refleksive praksis og skabe mulighed og handlerum for tværfaglige perspektiver til gavn for borgerne, med afsæt i vores bærende værdi "Vi tror på dig".
Den vigtigste opgave for dig og dine teams er at understøtte vores unge i at komme hurtigst muligt tilbage i uddannelse og på arbejdsmarkedet. Vores unge kommer med vidt forskellige baggrunde. Nogle har erfaring på arbejdsmarkedet og andre skal i højere grad understøttes i at se deres potentiale, men fælles for dem alle er, at fokus er på deres muligheder for uddannelse og job, og hvor deres talenter skal spottes.
Du får ansvaret for at:
- facilitere og understøtte de selvstyrende teams i deres fortsatte udvikling i forhold til distribueret ledelse.
- teamet fastholder et kontinuerligt fokus på de unges potentiale på deres vej mod uddannelse og job.
- fastholde og fortsat udvikle vores resultater for ungeområdet.
- videreudvikle en stærk strategi for ungeområdet sammen med din afdelingsleder.
- bidrage til at fastholde det tætte samarbejde med uddannelsessteder, virksomheder, sundheds – og socialområdet, KUI og mange flere.
- gå forrest i den gode trivsel og samarbejdet i de selvstyrende teams.
- dine teams bidrager til at opfylde målene i Sønderborg Kommunes Beskæftigelsepolitik_2023-2026.
Hvilke faglige kvalifikationer skal du have?
Som teamleder for ungeområdet er det en fordel at du har erfaring med:
- personale- og driftsledelse i en politisk styret organisation
- at omsætte strategi og målsætninger til konkrete handlinger i dit team
- forståelse for tværfagligt samarbejde og erfaring med samarbejde på tværs af områder, forvaltninger og sektorer.
Det er også afgørende for os, at du har et grundigt kendskab til beskæftigelsesområdet og samtidig er fagligt velfunderet indenfor beskæftigelseslovgivningen og arbejdet med forskellige målgrupper. Det er en stor fordel, hvis du har konkret erfaring indenfor ungeområdet allerede.
Hvilke personlige kompetencer kræver jobbet?
Vi tror på tillidsfuld og anerkendende ledelse, og vi tør at afprøve nye veje og lære af det. Det er fundamentet for den retning, vi har sat for vores organisation. Vi forventer, at du kan være med til at lægge den linje i vores afdeling.
I stillingen er det vigtigt, at du er en person, som:
- kommer med et mod til at udfordre vanetænkning og gå nye veje for at løfte jobcentrets indsats for ungeområdet til næste niveau.
- har gode samarbejdsevner og kan opnå følgeskab hos dine medarbejdere.
- trives med at gå på tværs i organisationen og kan opbygge relationer – både i og uden for organisationen.
- kan motivere og sætte retning for en gruppe kompetente medarbejdere.
- tror på dine medarbejdere og deres faglighed og har det godt med distribueret ledelse.
- har øje for den enkelte medarbejders kompetencer og bruger dem aktivt i opgaveløsningen.
- er omstillingsparat og kan holde mange bolde i luften
Hvad kan vi tilbyde dig?
Vi kan tilbyde dig både faglig og personlig udvikling i et job i konstant forandring og hvor ingen dage ligner hinanden. Du bliver en del af en større ledergruppe, hvor vi gerne samskaber på tværs af organisationen, hvor vi spiller hinanden gode og reflekterer sammen.
Du bliver også en del af et lederteam i Job og Uddannelse bestående af en afdelingsleder og 3 teamledere, hvor vi også gerne udfordrer hinanden i lederskabet, i de faglige dialoger og hvor vi hjælper hinanden på tværs af vores områder. Samtidig sætter vi alle stor pris på et godt grin i en travl hverdag og plads til den uformelle dialog, hvor også vores egen trivsel er et fokus.
Er du nysgerrig på mere, før du søger?
Du er meget velkommen til at kontakte afdelingsleder Shqipe Rama Schmidt 27 90 02 53, hvis du vil vide mere om stillingen og Arbejdsmarkedsafdelingen i Sønderborg Kommune.
Arbejdstiden er 37 timer om ugen. Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst.
Tiltrædelse
1. maj 2023 eller efter nærmere aftale.
Ansøgningsfrist
Vi skal have din ansøgning senest fredag den 14. marts 2024.
Samtaler
Vi holder ansættelsessamtaler onsdag den 20. marts 2024.
Denne jobannonce blev oprindeligt opslået på https://www.ofir.dk/
(Den originale annonce kan ses på: https://www.ofir.dk/showojob?ofirid=2849c77d)
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Sønderborg Kommune
-Virksomheden tilbyder:
Fastansættelse: fuldtid
-Arbejdsgiver:
Sønderborg Kommune - Økonomi og Arbejdsmarked, Holger Drachmanns Plads, 6400 Sønderborg
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 13-03-2024; - ansøgningsfristen er overskredet
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5988287