Politiet har på baggrund af efterforskningen besluttet ikke at rejse sigtelse mod skytten, der foretog aflivningen.
Syd- & Sønderjyllands Politi har efterforsket en anmeldelse om mulig overtrædelse af dyrevelfærdsloven i forbindelse med aflivning af en alvorligt skadet odder den 11. april på Strandvej i Sønderborg.
Politiet har i forbindelse med sagen afhørt den skytte, som foretog aflivningen, samt flere vidner til hændelsen.
Sagens omdrejningspunkt har været, hvorvidt skytten har aflivet odderen i strid med bestemmelserne i dyrevelfærdsloven. Her fremgår det, at en aflivning skal ske så hurtigt og smertefrit som muligt.
Anmeldelsen var baseret på opslag på sociale medier om, at skytten angiveligt havde trampet odderen ihjel.
Ifølge politiets efterforskning har der dog rettelig været tale om, at skytten var nødsaget til at bruge sine arbejdsstøvler for at standse odderen, så den ikke løb tilbage ud i vandet. Efterfølgende blev dyret samlet op, transporteret væk fra stedet og aflivet humant.
Politiet har på baggrund af efterforskningen besluttet ikke at rejse sigtelse mod skytten.