Den 36-årige kvinde blev lørdag fremstillet i grundlovsforhør. <br>
En patrulje fra Udlændingekontrolafdeling Vest ved Syd- & Sønderjyllands Politi standsede fredag kort før middag en bil på Sønderborg-motorvejen. Via automatisk nummerpladegenkendelse (ANPG) kunne politiet se, at bilens ejer var frakendt førerretten.
Bilen blev ført af ejer, som er en 36-årig kvinde. Da betjentene talte med kvinden, fik de mistanke om, at hun også kørte påvirket af narkotika. Det bekræftede en narkotest.
Betjentene undersøgte derfor både kvinden, passageren i bilen samt bilen for at se, om der skulle være ulovlige euforiserende stoffer. I den forbindelse fandt politiet en patron i kvindens taske.
Omstændighederne gav anledning til, at politiet besluttede at ransage kvindens bolig i Sønderborg Kommune. Her blev der fundet flere forskellige narkotiske stoffer - cirka 157 gram amfetamin, 271 gram hash, 778 gram heroin og 6 gram kokain. I boligen fandt politiet desuden mere ammunition samt nogle våbendele, som kvinden også var i ulovlig besiddelse af.
Den 36-årige kvinde blev anholdt og sigtet for salg af narkotika samt ulovlig våbenbesiddelse – ud over sigtelserne for at køre uden førerret og for at have kørt bil påvirket af narkotika.
Hun blev lørdag fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Sønderborg, hvor hun nægtede.
Grundlovsforhøret blev holdt for lukkede døre af hensyn til den videre efterforskning af sagen.
Den 36-årige kvinde blev varetægtsfængslet i fire uger.