En efterforskning er i gang, og politiet beder alle med oplysninger i sagen henvende sig på telefon 1-1-4
Syd- & Sønderjyllands Politi får fortsat henvendelser om observationer af droner ved lufthavnene i Sønderborg og Esbjerg og ved Flyvestation Skrydstrup, men disse er ikke verificerede. Den seneste bekræftede observation af en aktiv drone fandt sted klokken 02.08 natten til torsdag. Flytrafikken fra Sønderborg og Esbjerg kan derfor afvikles som normalt torsdag.
De første anmeldelser om droneaktivitet kom kort før klokken 22, og der blev observeret flere droner med lys ved alle tre lufthavne. Der har ikke været fare for hverken personer i lufthavene eller beboere i områderne.
Det er ikke lykkedes at nedtage dronerne eller finde frem til droneoperatørerne. Syd- & Sønderjyllands Politi fortsætter efterforskningen og opfordrer borgere, der har informationer, der kan være relevante for politiet, til at kontakte politiet på telefon 1-1-4.