Politiets reaktionspatrulje holder øvelse flere steder i Sønderborg tirsdag

Profilbillede
dato

Hvis du ser betjente med skudsikker vest og hjelm i dag i Sønderborg, så er der stor sandsynlighed for, at det bare er en øvelse. Sådan en holder vi nemlig i byen i dag, tirsdag.

I dag vil Syd- og Sønderjyllands Politi være synligt det meste af dagen og en del af aftenen i Sønderborg, da vi gennemfører en større øvelse på flere forskellige lokationer.

Det er reaktionspatruljen, som holder øvelse. Reaktionspatruljen er en beredskabspatrulje hos Syd- og Sønderjyllands Politi, som består af politifolk, der har fået en særlig uddannelse, så de kan handle effektivt i kritiske situationer, hvor menneskeliv er i fare, og hvor tiden er afgørende.

Reaktionspatruljens udstyr omfatter derfor både skudsikre veste, et kraftigt skydevåben og hjelm samt en brandhæmmende uniform. Det vil borgerne også møde i bybilledet tirsdag.

 

Reaktionspatruljerne, som også er kendt som Romeo, blev indført i 2014. Alle landets politikredse har reaktionspatruljer, som indgår i det daglige beredskab, når der ikke er brug for deres specialviden.

 

En særlig uddannelse samt en optagelsesprøve gør uddannede politibetjente klar til reaktionspatruljen, hvor opgaverne spænder vidt. Det kan være skudepisoder, farlige anholdelser, bandekonflikter eller andre uforudsete hændelser. Det kan også være bevogtning i forbindelse med retssager.

 

I politiet planlægger vi øvelser så virkelighedstro som muligt for at skabe den største læring. Når det foregår i virkelige omgivelser, giver det overraskelser – hvilket også er tilfældet, når den virkelige situation opstår. Derfor bliver den type øvelse prioriteret:

 

”Det virkelighedstro setup kan lade sig gøre i Sønderborg i dag, fordi en række lokale har sagt ja til, at vi må bruge deres sted til vores øvelse. Det vil vi på forhånd sige alle en stor tak for”, siger politiassistent Andreas Hansen, som er en del af instruktørgruppen hos reaktionspatruljen i Syd- og Sønderjyllands Politi.

 

Han har sammen med kolleger i instruktørgruppen planlagt afvikling af øvelsen tirsdag.

 

Syd- og Sønderjyllands Politi gør via skilte på lokationerne opmærksom på, at der er tale om en øvelse, ligesom politiet orienterer på X, når øvelsen går i gang, og orienterer på ny, når øvelsen er afsluttet.

Denne artikel er skrevet af Emilie Bjergegaard og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Syd- og Sønderjyllands Politi.
Kilde: Syd- og Sønderjyllands Politi