Yderligere undersøgelser af skelettet skal fastslå identiteten endeligt.
Nær det menneskeskelet, som søndag eftermiddag blev fundet i Bukkemose Skov på Als, har politiet her til aften fundet en pung tilhørende den 58-årige Claus Henrik Dethlefsen fra Sønderborg. Han blev 25. juni i år meldt savnet og har siden været efterlyst. Syd- & Sønderjyllands Politi har flere gange søgt efter ham, ligesom en efterforskning af sagen er fortsat for at finde ham.Politiet formoder ud fra de foreløbige undersøgelser og den fundne pung indeholdende identifikation, at der er tale om Claus Henrik Dethlefsen, som i dag blev fundet i skoven. Hans pårørende er derfor underrettet om sagens omstændigheder.
Den endelige identifikation skal nu ske via de retsmedicinske undersøgelser. Syd- & Sønderjyllands Politi kan på nuværende tidspunkt ikke sige, hvornår en endelig identifikation foreligger.
Efterforskningen fortsætter sideløbende og skal sammen med de retsmedicinske undersøgelser afklare omstændighederne omkring personens død.
Politiets arbejde på stedet forventes at vare til kl 23.00.
Syd- & Sønderjyllands Politi har på nuværende tidspunkt ikke yderligere kommentarer.