Seks syrebomber fundet ved skole i Sønderborg – 18-årig mand er sigtet i sagen

Profilbillede
dato

Område ved Sønderskov-Skolen var søndag spærret, mens det blev gennemsøgt, og u-sprængte syrebomber blev destrueret.

En 18-årig lokal mand er sigtet for at have fremstillet og kastet syrebomber på et område ved Sønderskov-Skolen i Sønderborg
Søndag morgen modtog Syd- og Sønderjyllands Politi anmeldelse om et fund af syrebomber ved Sønderskov-Skolen. Området blev i den forbindelse afspærret for at sikre, at ingen personer kom til skade. 
Politimandskab, politihunde og droner har sammen med hjælp fra det lokale brandvæsen gennemsøgt området ved og omkring skolen. Her er fundet seks syrebomber, hvoraf tre var sprængt. 
I den forbindelse har Forsvarets ammunitionsrydningstjeneste været på stedet for at håndtere både resterne af de sprængte syrebomber samt destruering af de tre u-sprængte. 
Afspærringerne på stedet blev derfor fjernet før klokken 14 i dag, da arbejdet på stedet var slut. 

Syd- og Sønderjyllands Politi har i forbindelse med efterforskningen af hændelsen været i kontakt med en 18-årig mand fra lokalområdet. Han har erkendt, at han står bag både produktion og kast af syrebomberne, og hans forklaringer stemmer overens med politiets fund på stedet. Den 18-årige er nu sigtet i sagen. 

 

Lad flasker af den type ligge

Hvis man kommer i kontakt med væske fra syrebomber eller indånder den, kan det være forbundet med stor ætsningsfare. Syd- og Sønderjyllands Politi opfordrer derfor alle til at holde sig væk fra lukkede flasker, som er fyldt med væske og ligger smidt. Det er vigtigt at lade flaskerne ligge, da håndtering af dem kan udløse den kemiske reaktion, som får flasken til at sprænge, hvis der er tale om en syrebombe. Kontakt i stedet politiet på tlf. 1-1-4. 

 

Vicepolitiinspektør Søren Rønnov opfordrer forældre til børn og unge i området til at tage en snak med dem: 
”Fundet af syrebomber ved Sønderskov-Skolen er en god anledning til at tage en snak med sine børn om, hvor farlige syrebomber er. Det er alvorligt både at fremstille syrebomber og at udsætte både sig selv og andre for den store fare, som er forbundet med syrebomberne.”
 

Mød betjentene mandag

Syd- og Sønderjyllands Politi har været i dialog med Sønderborg Kommune søndag. Forældre, elever og ansatte vil via aula blive informeret om fundet af syrebomber søndag, ligesom skolen samler eleverne mandag til information. 

 

Syd- og Sønderjyllands Politi vil være til stede med Den Mobile Politistation på Sønderskov-Skolen mandag fra klokken 13-16. Vi opfordrer forældre, elever, ansatte og andre borgere i området til at henvende sig, hvis de har spørgsmål, oplysninger om hændelsen eller ønsker en snak med politiet. 

Denne artikel er skrevet af Emilie Bjergegaard og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Syd- og Sønderjyllands Politi.
Kilde: Syd- og Sønderjyllands Politi