Skab CO2-neutralitet i Sønderborg gennem fjernvarme til industri og landsbyer

Profilbillede
dato

BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet

Udbred fjernvarmenettet til industrien og nye landsbyer

Vil du være med til at skabe den bedst mulige synergi mellem Sønderborgegnens lokale industrivirksomheder og vores fjernvarmenet? Og vil du bruge din tekniske ekspertise til at skabe fjernvarme løsninger både i land og by?

Så bliv kombineret projektleder og konsulent i denne nyoprettede stilling og bring din viden om varmesektoren i spil, når du bakker os op i at realisere ambitionen om et klimaneutralt lokalområde i 2029.

“Du kommer til at deltage aktivt i udvikling af de løsninger, som skal bringe fjernvarmen i spil for at energieffektivisere industrien og skabe den kosteffektive vej til CO2-neutralitet". - afdelingsleder Tue Gejl Christensen

Velkommen til Sønderborg Varme og Project Zero

I Sønderborg Varme bidrager vi til den grønne omstilling ved at udnytte vores eksisterende anlæg og ledningsnet bedst muligt og ved at udbrede fjernvarme til nye områder. Derudover arbejder vi på at sammenkoble industriens forskellige sektorer bedst muligt, så vi bl.a. udnytter overskudsvarme optimalt.

For at nå helt ud i kommunens periferi, har vi etableret et lokalvarmeselskab. Desuden har vi et samarbejde med Project Zero, som er et offentligt-privat partnerskab, der er sat i verden for at gøre Sønderborg kommune og det lokale energisystem i Sønderborg-området, CO2-neutralt. Du kan se mere om Project Zero her:

ProjectZero - Sammen når vi nullet

Støt kommunens yderområder og industri i at udnytte fjernvarmenettet

Du vil have din gang både hos os i Sønderborg Varme og hos Project Zero. Her får du primært 2 fokusområder; at være teknisk garant for udbredelsen af lokal fjernvarme og at opstarte nye samarbejder med den lokale industri omkring udnyttelse af fjernvarmenettet til understøttelse af industrien.

Du vil generelt have et tæt samarbejde med vores løsningspartnere (rådgivere og leverandører), og i forbindelse med lokalvarmeselskabet, en projektleder, der bl.a. står for kommunikation og borgerinddragelse.

Du vil bl.a.:

  • afholde møder med industrivirksomhederne og analysere, hvor det ville give mening for dem at bruge fjernvarme, og om deres overskudsvarme kan indgå i fjernvarmenettet
  • kvantificere de tekniske beregninger, som de tekniske rådgivere laver på fjernvarmeprojekterne og samarbejde med samme om udbudsmateriale
  • udarbejde tekniske projektforslag til husstande og industrivirksomheders opkobling på fjernvarmenettet – og lede projekterne, når de skal gennemføres
  • formidle de tekniske løsninger til borgere, kommunen, industrivirksomheder og andre interessenter og sikre, at de foreslåede løsninger kan gennemføres ud fra vores tekniske setup.

Bliv en del af et erfarent, engageret og investeret hold

Du bliver en del af et team med 6 kolleger, der tæller projektledere, ingeniører og ITfaglige profiler. I det hele er vi 54 kolleger, der glæder sig til at byde dig velkommen.

“Vi er et hus, hvor vi er fagligt engagerede, men vi er også gode til at være der for hinanden som mennesker. Og selvom flere af os har været her i mange år, går der ikke længe, før nye kolleger også føler sig hjemme her” - fortsætter Tue

Du kender til branchen og kan skabe fremdrift

Du har energien til at opnå de ønskede resultater – også når det er gennem interessenter, der har mange andre ting på programmet. Og så har du det analytiske overblik til at vurdere, hvordan vi bedst muligt kan bruge andres erfaringer.

Derudover forestiller vi os, at du:

  • har erfaring med fjernvarme, energiprojekter eller har arbejdet med overskudsvarme i industrien – du kan også have været rådgiver
  • har teknisk viden på ingeniørniveau • kan skabe konstruktive samarbejder med forskellige typer mennesker
  • kan lede tekniske projekter i mål.

Vil du arbejde for et CO2-neutralt Sønderborg?

Har du spørgsmål til jobbet, kan du kontakte rekrutteringskonsulent hos Jobindex Tanja Dybdal på 7245 9646.

I rekrutteringsprocessen har vi kun brug for dit CV, som du kan sende via nedenstående link. Til gengæld vil vi gerne bede dig om at beskrive i de første linjer af CV’et, hvorfor du er interesseret i jobbet. Vi inviterer til samtaler løbende.

CV’er, der ikke er sendt via linket, kommer ikke i betragtning. Tiltrædelse er snarest muligt, men vi venter naturligvis gerne på den helt rigtige kandidat.

Vi glæder os til at høre fra dig!

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Sønderborg Kommune

-Virksomheden tilbyder:

Fastansættelse: fuldtid

-Arbejdsgiver:

Sønderborg Varme A/S, Nørrekobbel, 6400 Sønderborg

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 07-08-2024; - ansøgningsfristen er overskredet

Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/6067478

Denne artikel er skrevet af Emilie Bjergegaard og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet