Sønderborg Kommune forlænger støtten til Jollmands Gaard for at bevare kulturarven på Nordals

Foto: Sønderborg Kommune.
dato

Sønderborg Kommune fortsætter den årlige støtte til Jollmands Gaard med 40.000 kr. fra 2027 til 2029 for at sikre bevarelsen af den historiske gård og styrke lokale aktiviteter på Nordals.

Kultur-, Handel- og Turismeudvalget har besluttet at forlænge støtten til Fonden Jollmands Gaard for en periode på yderligere tre år. Beslutningen betyder, at Jollmands Gaard modtager en årlig støtte på 40.000 kroner i både 2027, 2028 og 2029.

Fonden bag den alsiske gård i Holm har søgt Sønderborg Kommune om fortsat årlig støtte med henblik på at kunne opretholde standarden i de løbende vedligeholdelsesarbejder. Den nye støtte kommer i forlængelse af, at Jollmands Gaard i efteråret 2025 kan markere afslutningen på 20 års omfattende arbejde med renovering og istandsættelse af gården.

Jollmands Gaard har rødder tilbage til 1700-tallet og fungerer i dag som ramme for både udstillinger, rundvisninger, kulturaftener og markeder. Driften varetages af frivillige, som står for både vedligehold og formidlingsopgaver. Hvert år besøger op mod 1.000 gæster gården i dens åbningstid.

Med den fortsatte støtte fra Sønderborg Kommune bliver det muligt for Jollmands Gaard at fastholde nuværende aktiviteter og sikre, at stedet fortsat fungerer som et levende eksempel på alsisk landbokultur til glæde for både lokale borgere og det stigende antal turister på Nordals.

https://us4.campaign-archive.com/?u=5f3762aadd5d312003cf9cc61&id=29cf1e5117

Kilde: Sønderborg Kommune
Mest læste artikler