En 30-årig kvinde fra Kolding er anholdt og sigtet i 5 bedragerisager. Syd- og Sønderjyllands Politi offentliggør nu billeder af den formodede medgerningsmand.
Sønderborg efterlysning mand3">
En 30-årig kvinde fra Kolding er nu sigtet i 5 bedragerisager fra Sønderjylland. Det var et tip fra en opmærksom lokal borger, som gjorde, at Syd- og Sønderjyllands Politi kunne identificere kvinden og senere anholde hende. Bedragerierne, som kvinden er sigtet for, foregik torsdag den 2. maj. Her fik Syd- og Sønderjyllands Politi 5 anmeldelser om bedrageri begået i henholdsvis Nordborg, Guderup, Sønderborg og Hørup.
Vidner kunne beskrive en gerningsmand, og det signalement blev sendt ud via en pressemeddelelse, som borgeren blev bekendt med via medierne. Det signalement kunne han koble sammen med en episode, han havde set og hæftet sig ved om torsdagen. Her så den lokale borger en mand, der trak sin hættetrøje op over hovedet og iførte sig solbriller, netop som han gik hen til en hæveautomat. Borgeren syntes, det virkede stærkt mistænkeligt – ikke mindst i det varme vejr. Han observerede derfor under hele forløbet og noterede også registreringsnummeret på den bil, der efterfølgende hentede den formodede gerningsmand et stykke fra hæveautomaten.
Det var derfor et afgørende tip, da den opmærksomme borger kontaktede politiet og videregav oplysningerne, som direkte førte til, at den 30-årige kvinde kunne anholdes og sigtes.
”Vi er meget taknemmelige for det afgørende tip, vi fik af den vakse borger. De observationer, han har gjort, og hans henvendelse har været afgørende for, at vi kunne anholde kvinden, og den kan også vise sig meget afgørende i vores efterforskningsarbejde”, siger politikommissær Martin Hess Pedersen, Syd- og Sønderjyllands Politi.
Den 30-årige kvinde fra Kolding, som politiet blev ledt til, er ud over de 5 bedrageriforhold også sigtet for salg af narkotika. På kvindens adresse fandt politiet en større mængde narkotika, salgsposer og et kontantbeløb.
Sønderborg efterlysning mand1"> Sønderborg efterlysning mand2">
Syd- og Sønderjyllands Politi leder fortsat efter den formodede medgerningsmand og offentliggør nu billeder af ham.
Han har befundet sig i følgende områder torsdag 2. maj:
• Elstrup i Nordborg omkring klokken 13.30.
• Guderup omkring klokken 14.10.
• Byens Brødhus i Sønderborg omkring klokken 16.
• Nordborg igen omkring klokken 16.30.
• Hørup omkring klokken 18.10.
Gerningsmanden beskrives af vidner som:
• Mand.
• Lys i huden.
• 30-35 år.
• Almindelig af bygning.
• 180-185 cm høj.
• Lyst, kort hår.
• Intet skæg.
• Iført mørkeblå bukser og hvid/lyseblå skjorte.
Har du set den formodede gerningsmand på billederne her, eller har du andre oplysninger til sagen, så kontakt Politiets Servicecenter på 1-1-4.
Fotos: Syd- og Sønderjyllands Politi