To mænd dømt for vidnetrusler og vold

dato

To mænd blev ved Retten i Sønderborg i dag idømt fængsel for blandt andet vidnetrusler<br>Rettelse: Forholdet med den 64-årige var alene vidnestrusler. Ikke vold

To mænd blev i dag ved Retten i Sønderborg idømt fængsel for vold og vidnetrusler.

 

De to mænd blev dømt for i fællesskab at have udsat en 49-årig mand for grov vold og vidnetrusler på Sønderport i Aabenraa den 16. februar 2024 ved midnatstid. Overfaldet skete, fordi de to mænd mente, at den 49-årige havde talt med politiet. De to mænd filmede overfaldet, og udover den grove vold blev de dømt for at have tvunget den 49-årige mand til at sige noget i retning af ”Jeg er stikker” på optagelsen. Den 40-årige blev derudover dømt for et lignende overfald den 1. maj 2025 mod den 49-årige. I dommen indgik også vold mod en 64-årig mand den 6. april 2025 om aftenen. Dette skete også på Sønderport i Aabenraa. Den 40-årige mand blev derudover dømt for overtrædelse af knivloven, hærværk og for at have været i besiddelse af hash og tramadol-tabletter under en tidligere afsoning.

 

De to mænd er bosniske statsborgere, og Retten i Sønderborg idømte den 40-årige et år og otte måneders fængsel og udvisning af Danmark for bestandig, mens den 20-årige blev idømt ni måneders fængsel og fik en advarsel om udvisning.

 

”Trusler og vold mod vidner er alvorlige forbrydelser og en stor trussel mod vores retssamfund. Derfor er jeg yderst tilfreds med, at retten har udmålt en straf, der afspejler den alvorlighed. Retten har sendt et klart signal ved at følge anklagemyndighedens påstand om udvisning. Selvom en kriminel udlænding har været i Danmark i mange år, så tolerer vi som samfund ikke grov og gentagen kriminalitet,” siger anklagerfuldmægtig Thomas Bøjgaard fra Anklagemyndigheden ved Syd- & Sønderjyllands Politi.

 

Den 40-årige mand ankede dommen, mens den 20-årige modtog dommen.

Data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Syd- og Sønderjyllands Politi.
Kilde: Syd- og Sønderjyllands Politi